Klage- og erstatningsmuligheder
Det er vores pligt som autoriserede psykologer i henhold til §§ 23 og 45 i lov om klage- og erstatningsadgang indenfor sundhedsvæsenet, at informere skadelidte om rettigheder samt i fornødent omfang at bistå med anmeldelse til Styrelsen for Patientklager, Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn, Det Regionale Samarbejdsudvalg for Psykologer i Region Midt samt øvrige steder, hvor det måtte være vores pligt at bistå dig med en klage.
Der er klagefrister for de enkelte klageinstanser.
Således er fristen for rettidig klage til Sundheds-væsenets Disciplinærnæv: inden 2 år efter det tidspunkt, hvor klageren var eller burde være bekendt med det forhold, der klages over. Klager skal dog senest indgives 5 år efter den dag, hvor klageforholdet har fundet sted. Der kan ikke dispenseres fra de nævnte klagefrister.
Gælder klagen forhold, der er omfattet af Praksisoverenskomsten, skal klagen fra patienten fremsættes overfor Regionen, hvor psykologen har sin praksis (i vores tilfælde er det Region Midt). Og klagen skal fremsættes inden for 6 uger efter, at det forhold, der giver anledning til klagen, er kommet til klagerens kundskab.
Det er ligeledes vores pligt at bistå dig i et evt. søgsmål om erstatning – f.eks. til Patienterstatningen.
Patienterstatningens afgørelse kan senest en måned efter indgives til Ankenævnet for Patienterstatningen. Og også Ankenævnet for Patienterstatningens afgørelser kan indbringes for en højere instans – nemlig for retten. Det skal ske senest 6 måneder efter afgørelsen er meddelt.